”Fuld af kærlighed” skal give alle behandling

Af Thomas Chemnitz, journalist, Alkohol & Samfund

Filminstruktør Christina Rosendahl står for både manuskript og instruktion af den nye film ”Fuld af Kærlighed”. Hun er 53 år og storesøster til sangerinden Pernille Rosendahl. Sammen med en lillebror voksede de op i en familie, hvor faderen var voldelig og havde et alkoholproblem.

- Jeg mener, at alkohol er et system, der påvirker alle relationerne i familien. Vi skal ikke tale om dén, der har problemet, men dém, der har problemet, siger Christina Rosendahl.

Christina Rosendahl har tidligere brugt sin opvækst som baggrundstæppe for sine film. I 2017 var det dokumentaren Vold i kærlighedens navn, som fulgte fem kvinder på krisecentret Danner. Dokumentaren fik betydning for, at Folketinget vedtog en selvstændig bestemmelse i straffeloven med bøde eller fængsel for psykisk vold i nære relationer.

Med Fuld af Kærlighed tager filminstruktøren fat på kapitlet fra barndommen om faderens alkoholproblem. Og håbet er, at den nye film, ligesom dokumentaren om vold, også skal skabe politisk handling:

- Dynamikkerne i familier med alkoholmisbrug er så komplekse, og derfor er det nødvendigt at give behandling til både familien som et hele og de enkelte pårørende. Derfor arbejder vi benhårdt for, sammen med flere organisationer, at få politikerne til at vedtage en behandlingsgaranti til pårørende, siger hun.

Ifølge sundhedsloven har man, hvis man har et alkoholproblem, ret til gratis alkoholbehandling inden for 14 dage, fra du henvender dig. Den samme ret gælder ikke for pårørendebehandling, hvor antallet af tilbud og indhold varierer i kommunerne og er afhængig af puljemidler, kommuner og private tilbud kan søge.

Kæresten var alkoholterapeut

Som 23-årig indså Christina Rosendahl, at hun havde brug for at gå i terapi for sine oplevelser i familien. 

- Jeg fik på det tidspunkt en kæreste, og han var tilfældigvis alkoholterapeut. Han kunne gennemskue med det samme, at jeg havde brug for terapi. Det er også mit råd til andre pårørende, at de skal tage imod terapi. Det behøver ikke være livslangt, men i faser af ens liv. Det er jo ikke et nederlag, men en fortsat udvikling, siger hun.

Terapien gjorde hende bevidst om, at hun og hendes to søskende havde påtaget sig forskellige roller i familien. Rollerne var, at hun som den ældste blev tidlig voksen og havde taget et stort ansvar for familiens sammenhold, lillesøsteren var blevet den udadreagerende, mens lillebroren var blevet den stille og mere indadvendte.

Medafhængighed og familiemønstre

Hos nogle alkoholbehandlinger bliver begrebet medafhængighed brugt. Det kan tolkes som, at man som pårørende bliver mere optaget af partneres alkoholproblem og glemmer sine egne behov.

Christina Rosendahl er meget optaget af begrebet medafhængighed, når vi taler om pårørendes mønstre og hendes egen opvækst:

- For det første er det et vildt og heftigt ord. Det tog mig lang tid at forstå, at det ikke handler om at drikke sammen med den, der er afhængig. Men i stedet at man pludselig ændrer adfærd som følge af at være sammen med en misbruger, siger hun. 

I sin film bliver pårørendes usunde mønstre skildret i mange scener, hvor hustruen og børnene har en adfærd, der er præget af psykologiske mekanismer:

- Den voksne datter i filmen laver for eksempel redningsforsøg, når faderen er fuld, hvor hun til gæsterne, der ringer på døren, finder på en begrundelse for hans fravær, siger Christina Rosendahl og påpeger, at de kortsigtede overlevelsesmodeller ikke virker:

- Den adfærd virker altså ikke på længere sigt, hvis du vil leve et langt liv. Din sjæl og egne grænser bliver gradvist afladt. Moderen i filmen vil heller ikke med i terapi, og lillesøster flegner ud, mens storesøster Sofia undskylder moderen. Det er så usundt, og i virkelighedens verden burde Sofia jo slet ikke skulle sige til sin mor, at du SKAL med i behandling, for ellers klarer vi den ikke. Men det er dér, de er nået til, pointerer Christina Rosendahl.

Alkohol påvirker vores relationer

I hendes nye film går hustruen og de tre børn på tåspidser og taler ikke åbent om faderens alkoholproblem. Det er heller ikke langt fra hendes virkelighed som barn:

- Mine forældre blev skilt, da jeg var 12 år, og min far døde tidligt og erkendte aldrig sit alkoholproblem. Der blev ikke talt om det. Da jeg var ung, ville jeg gerne have vidst, at jeg havde ret i min mavefornemmelse, og at det ikke var mig, der havde misforstået noget. Det havde været dejligt at kunne række ud og sige det højt til nogen, siger Christina Rosendahl.

Hun håber derfor, at filmen sætter en masse samtaler i gang hos både voksne og unge:

- Jeg tror, at filmen vil spejle de adfærdsmønstre og ind imellem dysfunktionelle roller, der huserer i mange familier. Jeg håber, at filmen også kan være med til at ændre på, at vi har så forbandet svært ved at tale om, at alkohol påvirker vores relationer, siger hun.

Konfrontationen er voldsom

I filmen dejser faderen Peter om i familiens stue, påvirket af alkohol, og slår hovedet i gulvet. Sønnen finder ham, og nabokonen er kommet til. Den ældste datter Sofia kommer samtidig hjem fra job og tager som den ældste datter ansvar. Hun følger ham på hospitalet og tager dernæst hjem til lillebror. Men bægeret er fyldt for de pårørende.

Christina Rosendahl har selv fået pårørendebehandling efter Minnesota-modellen, og det har sammen med dramaturgiske årsager betydet, at faderen i filmen bliver konfronteret af sin familie og går i privat døgnbehandling i 5 uger.

- Jeg ville gerne vise nogle scener, som var trukket ret klart og konfronterende op, og det er Minnesota-modellen med blandt andet den svære konfrontation med breve og konsekvenser, siger hun. 

Men Christina Rosendahl er godt klar over, at der er brug for forskellige tilgange til at få nogen i behandling:

- Konfrontationen kan være en sidste nødvendig indsats hos nogen, hvor benægtelsen er virkelig voldsom. Og det var min fars benægtelse. Men det kan også skabe et traume hos den afhængige og gøre mere skade end gavn, siger Christina Rosendahl.

Pårørendebehandling kunne have gjort en forskel

Hun mener også, at hvis man havde haft andre behandlingsmodeller, da hun var ung, kunne det godt være, at hendes far var kommet i behandling:

- For eksempel hvis man havde brugt en pårørendebehandling som CRAFT dengang (en pårørendebehandling som øger chancen for, at nærtstående går i alkoholbehandling, red.) til min mor, kunne min far måske være gået i alkoholbehandling. Men det afhænger af, hvor stærkt misbruget har bidt sig fast. Vi nåede aldrig at tale med min far, om hans misbrug, siger Christina Rosendahl.

Men hun er ikke fortaler for én type alkoholbehandling:

- I virkeligheden kunne det have været alle mulige andre former for behandling. Det, der har været meget vigtigt for mig, er at vise en behandlingsform, som er helhedsorienteret og fokuserer på hele familien. Fordi jeg tror på, at der er et stort potentiale for at komme godt gennem et behandlingsforløb, hvis hele familien deltager.

Hun mener også, at behandlingsområdet i Danmark er meget andet, end det hun viser i filmen:

- Jeg ved, at mange kommuner har helhedsorienterede tilbud med samtalegrupper for pårørende og andet. Men det, som filmen viser, der er noget nyt, det er fokus mod de pårørende.

Kærligheden er afgørende

Modsat i virkeligheden, hvor Christina Rosendahls mor og far blev skilt, har hun i filmen valgt, at forældrene bliver sammen. Det er et af de væsentligste elementer, der adskiller sig fra hendes opvækst:

 - Min familie var ikke trist og grå, for der var gang i gaden, og det var eventyrligt, sjovt og cool også. Den stemning har jeg gerne ville give videre til filmen. Men modsat min familie, var det også vigtigt for mig at vise, at man kan blive sammen. Hvis der er en kærlighed til hinanden, kan dét bånd bringe dem igennem en krise.

Christina Rosendahls personlige oplevelser har også haft betydning for, at den færdige film ikke virker lige så voldsom på hende, som på publikum:

- Det var ikke sådan tiltænkt, at den skulle virke så voldsom, og jeg er blevet overrasket over reaktionen, for jeg ser det ikke selv sådan. I virkeligheden er det en sygdomsreaktion hos mig selv, fordi det for mig var dagligdag, og jeg har prøvet at vise noget af det, der var normalt for mig, men slet ikke det mest grelle, siger Christina Rosendahl og oplyser, at filmen har fået en aldersgrænse på +15 år.

- Selvom filmen er konfronterende fortalt, håber jeg, at publikum mærker min tro på, at alle de familier, der slås med afhængighed, kan finde vejen ud til et bedre liv, siger hun.

Filminstruktøren ved ikke endnu, hvad der bliver hendes næste projekt:

- Jeg ved kun, at vi skal have flere fortællinger i film om alkoholområdet.