Eksperterne smager på de alkoholfrie øl

Bedst i test: Alkoholfri øl

Nyhed
Alkoholfrie øl er hype blandt bryggere og forbrugere. Alkohol & Samfund har testet 19 varianter af de alkoholfrie øl, for at finde den bedste øl uden procenter.

Af Christian Andersen: journalist, forfatter og ølekspert

Verdens første bar kun med alkoholfrie øl er netop åbnet i London, og bryggerier i ind- og udland sværmer om de alkoholfrie øl for tiden. 

Håbet er at brygge en game changer - den første alkoholfrie øl, som kan vende markedet for øl på hovedet og blive en storsællert, en alkoholfri øl som smager ligeså godt som de almindelige øl.

Men hvordan smager de alkoholfrie øl egentlig? Er de et nødvendigt onde eller en fuldgod erstatning til øl med alkohol?

Alkohol & Samfund har smagt 19 af de ca. 50 varianter af alkoholfrie øl på det danske marked. Til smagningen har vi gjort os umage med at teste så mange forskellige typer øl som muligt - pilsner, pale ale, hvedeøl, stout, frugtøl, etc. 

Selvom det lyder underligt, kan der godt være alkohol i en alkoholfri øl. Ifølge dansk lovgivning er en alkoholfri øl lig med en øl, som indeholder op til 0,5 procent alkohol.

Alle 19 øl blev vurderet på en skala fra 1-10 med 10 som det bedste. Alle øl er blindsmagt. 

Smagspanel

•    Peter Konow - direktør i Alkohol & Samfund
•    Jonas John Petersen - certificeret øldommer
•    Christian Andersen - journalist, forfatter og ølekspert