Ulovlig markedsføring

140.000 kr. i bøder: Reklamerede for billig sprut til 15-årige

Nyhed
Alkohol & Samfunds overvågning af ulovlig markedsføring af alkohol giver store bøder til diskoteker og bar, der lokker børn og unge helt ned til 15 år med billig alkohol.

Af: Thomas Chemnitz

Diskoteker i Vejle, Haderslev og Fredericia har accepteret bøder for henholdsvis 50.000 kr., 60.000 kr. og 30.000 kr. efter, at Forbrugerombudsmanden politianmeldte dem for ulovlig markedsføring af alkohol. Desuden er diskoteket Jernbanegade 21, Nykøbing Falster, meldt til Politiet for opslag på Facebook med billeder af alkohol i kombination med ordet puttefest, naturligvis henvendt til de helt unge 1.g.’ere i gymnasier.

- Eksemplerne viser diskotekers fuldstændigt ublu og ulovlige markedsføring af billig alkohol henvendt til unge helt ned til 15 år. Det er grove overtrædelser. Bøderne står forhåbentlig mål med et diskoteks gevinst ved ulovlig markedsføring, siger Peter Konow, direktør, Alkohol & Samfund.

De tre afgjorte sager er af ældre dato. Alene siden januar har Alkohol og Samfund anmeldt 33 typer af reklamer/markedsføring til enten Forbrugerombudsmanden eller Alkoholreklamenævnet.

- Det vi afslører er kun toppen af isbjerget, og bøderne er længe om af falde. De første sager blev anmeldt for tre år siden. Vi løfter så mange sager, vi selv får øje på, så hvis lærere, Natteravne eller forældre får øje på slagtilbud om alkohol til unge, skal de bare kontakte os – så tager vi sagen videre til myndighederne, siger Peter Konow.

Forskning viser, at unge, som bliver eksponeret for alkoholmarkedsføring, drikker mere alkohol end unge, der ikke får vist reklamer. Det er et stort problem, fordi diskotekerne reklamerer med, at masser af billige bobler og sprut er vejen til en sjov fest for teenagere:

- Reklamerne opfordrer til og optrapper den druk-orienterede måde, hvorpå unge under 18 år bruger alkohol på. Den danske lov om markedsføring er meget lempelig, når vi sammenligner os med vores nabolande. Politikerne bør se på lovgivningen om alkohol og overveje kraftigt at stramme op, hvis vi ønsker at ændre de danske unges alkoholforbrug, siger Peter Konow.

Tilbage i januar fik et diskotek i Helsingør en bøde på 75.000 kr.

Læs også Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse

De fire aktuelle sager:

Jernbanegade 21 ApS, Nykøbing Flaster: Politianmeldt – Klaget d. 7. november 2019

CrazyDaisy, Haderslev: bøde på 60.000 kr. – Klaget d. 5. februar 2018

Laki dance, Frederica: bøde på 30.000 kr. – Klaget d. 5. november 2017

TemaBar, Vejle: bøde på 50.000kr. - Klaget d. 5. november 2017

Markedsføringsloven

Ifølge markedsføringsloven §11, stk 2. må ”Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol”.

I Alkohol & Samfund har vi valgt at overvåge sociale medier for ulovlig markedsføring af alkohol. Vi indsender klager til Forbrugerombudsmanden, der sender sagerne til Politiet, når det vurderes, at der er sket en overtrædelse af markedsføringsloven.

Kender du til ulovlig reklame?

Du kan anvende Alkohol & Samfunds klageformular, hvis du falder over ulovlig markedsføring af alkohol målrettet børn og unge under 18 år.