Det er dyrt for kommunerne ikke at gøre noget ved alkoholproblemer

Tidligere i år udgav KORA (nu VIVE, red.) en analyse af de kommunale meromkostninger, som følger af borgernes overforbrug af alkohol.

Den viste, at en kommune med 50.000 indbyggere i gennemsnit har meromkostninger for 31 mio. kr. om året til borgere med et højt alkoholforbrug. Langt de fleste af pengene, godt 20 mio. kr., går til overførselsindkomster.

Resten bliver brugt til den kommunal medfinansiering af sundhedsydelser, anbringelser og andre foranstaltninger til børn og unge samt af personlig og praktisk hjælp til borgere med et overforbrug.

Hvis man sammenholder disse tal med det faktum, at under ti procent af de borgere, som har en alkoholafhængighed, er i behandling, begynder der at tegne sig et stort økonomisk potentiale i en tidligere, forebyggende indsats for at få folk til at holde op med at drikke.

Tallene findes – brug dem

Disse tal er nogle, vi forskere leverer hvert tredje-fjerde år.

Kommunerne kan altså følge med i, hvordan udgifterne til de forskellige indsatser og målgrupper går op og ned og på den måde få et ganske klart billede af, hvor de merudgifter, som følger af borgernes overforbrug af alkohol, ligger: Er det hos de ældre, børnene, de ledige osv. Og på den baggrund kan de spørge: Hvad kan vi så gøre ved det? Og ja, det kan godt være, at der er flere spørgsmål end svar.

For hvordan får vi dog folk til at holde op med at drikke for meget – eller til overhovedet at begynde?  Men noget ved vi: For eksempel, at pris og tilgængelighed er nogle af de strukturelle knapper, vi kan trykke på. Alkoholpriserne er udenfor kommunernes handlerum.

Men det er tilgængeligheden ikke. Kommunale samlingssteder som sportshaller, medborgerhuse osv. kan sagtens beslutte ikke at ville sælge alkohol – eller i hvert fald vedtage en bevidst alkoholpolitik.

En anden side af de alkoholafledte udgifter er behandlingen, som også koster. Vores tal viser, at en borger i alkoholbehandling giver kommunen en meromkostning på knap 71.000 kr. om året sammenlignet med borgere, som ikke har et overforbrug.

For borgere, der har kontakt med sygehuset som følge af alkohol, lyder regningen på knap 85.000 kr. Her ville det altså give god mening at se på, om behandlingen rent faktisk virker. Men det kan selvfølgelig være en ubehagelig sandhed at afdække.

For hvis indsatsen ikke virker – skal kommunen så bruge penge på den? Og omvendt: Skal man bruge endnu flere penge på behandling, hvis det faktisk virker?

Rum til bedre evalueringskultur

For at finde svarene og blive klogere på, om det, vi gør, virker, kræver det viden: en evalueringskultur og standardiserede målinger, så kommunerne kan sammenligne resultater. Og her er stadig god plads til forbedring, både når vi taler forebyggelse og behandling.

Når det er sagt, findes der tilgængelige data, som kan kaste lys: Kommunerne kender de borgere, som har været igennem behandlingssystemet. Ryger de tilbage i alkoholmisbrug? Hvordan går det med deres familier – får de også hjælp fra kommunen? Hvordan set billedet ud i nabokommunen – gør de noget, vi kan lære af? Hvem er de bedste til det – og hvad kan vi lære af dem?

KL har ikke løftet opgaven

Sådan kan kommunerne sagtens tænke og arbejde – og kombinere den viden med de gode registerdata, som allerede er tilgængelige.

De kan også arbejde på at ensrette deres målgrupper kommunerne imellem, så de er sammenlignelige. For modsat Sundhedsstyrelsen, som gør meget for at lave registrering, analyser og retningslinjer på området, har KL endnu ikke taget den tilsvarende kommunale del af opgaven på sig.

Så: Når vi for eksempel ved, at de kommunale udgifter til overførselsindkomster er to-tre gange højere til borgere med overforbrug af alkohol end til borgere uden – svarende til knap 50.000 kr. om året pr. borger – er der jo rigtig god grund til at finde ud af, hvordan den udgift kan reduceres.

Til gavn for både den kommunale økonomi og den enkelte borgers livskvalitet.