Giv alkoholramte familier ret til pårørendebehandling

Indlægget blev bragt i Sundhedsmonitor mandag 3. juni 2024

Af Ida Fabricius Bruun, direktør, Alkohol & Samfund og Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen

På stuegulvet ligger Peter, der er tiltet af druk, har slået hovedet og er bevidstløs. Den ældste datter Sofia kommer hjem fra sit job og møder naboen, som er trådt til og står sammen med den yngste søn i familien, som ellers var alene med faderen. Moderen er ikke hjemme. De to børn og naboen står og ser på, mens Peter bliver genoplivet af ambulanceredderne. Sofia følger med faderen i ambulancen til hospitalet. Bagefter tager Sofia hjem og tager sig af den yngste søn i familien.

Scenen er fra den nye biograffilm af filminstruktøren Christina Rosendahl, Fuld af Kærlighed, hvor vi ser de alvorlige konsekvenser for pårørende til et menneske med et alkoholproblem.

Hustruen Helen og børnene går på tåspidser, præget af faderens alkoholproblem og hans ustabilitet og spontane indskydelser. Vi ser kærligheden imellem dem, men også skadelige mønstre og et forfald - ikke blot hos faderen med alkoholproblemet, men også hos resten af familien. De har alle brug for hjælp.

Der er lavet mange film om alkohol og druk, men der har ikke været taget alvorligt fat på de store konsekvenser for dem, der lever sammen med én, der har alkoholproblemer. Ikke før nu.

Virkeligheden på film

Faderen i Christina Rosendahls film, Peter, har et alkoholproblem, og hustruen Helen gør alt for at glatte ud og bevare facaden, mens børnene – to døtre og en søn - på hver deres vis tilpasser sig forholdene og udvikler reaktionsmønstre, der er typiske for børn, som vokser op med forældre med et alkoholproblem. Den ældste datter bliver tidlig voksen, den næstældste datter bliver udadreagerende, og den yngste søn bliver indadvendt. Det er ikke kun filmiske virkemidler, for vi møder lignende mønstre i forskningen bag pårørendes oplevelser, og hos dem der henvender sig til rådgivningen på Alkolinjen.

I filmen fornemmer vi ikke, hvor længe faderen har haft alkoholproblemer. Og vi ved heller ikke, hvorfor ingen har grebet ind noget tidligere. Vi kan kun gisne om, hvordan tavsheden er opstået.

I virkeligheden går der i gennemsnit 11 år fra, at man har erkendt et alkoholproblem, til man går i behandling. Hverken Helen eller børnene lader til at have talt med nogen om Peters alkoholproblem. Der er en alliance mellem moderen og de to døtre, men det virker knuget. Det beskriver, hvad der i virkelighedens verden kan være på spil i mange familier med alkohol inde på livet. Det er opslidende og stressende arbejde at passe på et menneske, der er styret af en afhængighed og den utilregnelighed, der følger med, og samtidig skjule problemet for omverdenen. 

Afmagten presser familien til det yderste

I filmen ser vi, hvordan familien vælger at gribe ind over for faderen og give Peter et ultimatum; gå i døgnbehandling med det samme, ellers vil vi ikke se dig mere. 

Det er forhåbentlig fåtallet, der når til den yderste konsekvens at stille sådan et ultimatum, som Helen og børnene gør i filmen. Men vi forstår afmagten hos de mange pårørende. Halvdelen af dem, der henvender sig til Alkolinjen, er pårørende. Vi anbefaler ikke et ultimatum, men i stedet en bekymringssamtale, for de fleste pårørende søger hjælp til deres nærmeste og løsninger på at blive sammen. Ægtefæller, partnere, voksne børn eller børn vil gerne støtte deres nære med at komme ud af en afhængighed af alkohol.

Peter i filmen begynder i privat døgnbehandling i fem uger. Selvbetalt døgnbehandling er én type af behandling, og det kan der være mange grunde til at vælge. Men der findes flere typer af behandling, og vi ved fra forskning, at offentligt finansieret, ambulant behandling er tilstrækkelig for de fleste. 

Alle med et alkoholproblem, der henvender sig til et offentligt finansieret rusmiddelcenter, er garanteret opstart af behandling inden for 14 dage. Behandlingen er gratis, og foregår ved samtaleterapi eller i gruppeterapi, suppleret med medicinsk behandling. 

Helt grundlæggende har pårørende slet ikke samme rettigheder. Det stiller dem i svære situationer. De har i forvejen tillært sig ofte dårlige mønstre og har mest fokus på deres nærmestes alkoholproblem. Men i virkeligheden har de ofte lige så meget brug for hjælp, som den, der drikker for meget.

Det kryber ind under huden hos pårørende

At leve sammen med et menneske med et alkoholproblem, kan give fysiske, psykiske og sociale problemer på kort og lang sigt.

Man kan ikke opgøre et samlet antal af pårørende til mennesker med alkoholproblemer. Men vi ved, at 109.250 børn i alderen 0-18 år vokser op, hvor én eller begge forælder har et alkoholproblem. Det svarer til hver 10. barn, eller cirka to elever i hver skoleklasse. 

En undersøgelse har vist, at en tredjedel af børnene udvikler psykiske problemer som angst, depression og spiseforstyrrelser og for en stor del selvskadende adfærd og selvmordsadfærd. 

Der er også langt større risiko for vold end i andre hjem. Og så udvikler hvert tredje barn egen afhængighed som voksen.

I Christina Rosendahls film har manden alkoholproblemet, mens kvinden er pårørende. I et svensk studie blandt 1.171 kvinder, som havde børn med en person med alkoholproblemer, viste det sig, at 50 procent af kvinderne viste tegn på svær eller moderat depression. Og mere end hver tredje viste tegn på svær eller moderat angst.

I de kvalitative interviews med kvinderne blev det beskrevet, at alkoholproblemet fyldte meget i deres tilværelse, og at de levede under konstant pres og bekymring med meget ansvar og vanskeligheder med at finde relevant støtte til sig selv og for børnene.

Næsten en fjerdedel af pårørende, der henvender sig til Alkolinjen er ægtefælle eller partner. De har i høj grad fokus på at få deres nærtstående i behandling. Derfor har de desværre ofte også overset de mange konsekvenser, det har haft for dem selv at leve sammen med én med et alkoholproblem. Derfor vil vores rådgivere også altid spørge dem, om de selv har brug for hjælp. Dog er det desværre ikke altid muligt at finde et kvalificeret tilbud til dem, grundet manglende behandlingsgaranti til pårørende.

Behandling uden garanti

Når nu konsekvenserne er så mærkbare for pårørende til mennesker med alkoholproblemer, hvorfor har pårørende så ikke ret til hjælp?

Den hjælp, der findes i dag, er sporadisk og dækker ikke hele landet. 70 procent af kommuner og 85 procent af private men offentligt finansierede tilbud har familierettet behandling - men det er altså ikke lig med, at man som pårørende er sikret behandling, ligesom der er forskel i kvaliteten og indholdet af tilbuddene.

Det har betydning for, om der findes tilbud i ens kommune, og om tilbuddet eksisterer, når en kommune skal prioritere i budgettet.

Giv garanti for behandling

Det er ikke svært at få øje på den menneskelige værdi af, at pårørende skal have rettigheder til at få hjælp. Men der vil også kunne laves en økonomisk kalkule af, at det godt kan betale sig at investere i forebyggelse af disse meget mærkbare, negative konsekvenser, som kan få vidtrækkende betydning resten af livet.

For eksempel kan virkelighedens Helen og børnenes pårørendebehandling øge sandsynligheden for, at børnene ikke får senfølger af deres opvækst i form af psykisk sygdom eller egne rusmiddelproblemer, og Helen får værktøjer til at undgå stress og depression.

Ifølge eksperter er det også i sig selv gunstigt for den pårørende at komme i behandling, da de får det bedre, uanset om personen med alkoholproblemet selv er i behandling eller ej, ligesom det øger sandsynligheden for at den drikkende gennemfører behandling.

I øjeblikket vurderer socialudvalget i Folketinget et forslag fra Konservative Folkeparti (K). Det handler om at indføre en behandlingsgaranti til børn og unge, som vokser op i familier med alkohol- eller stofproblemer. 

Det er en genfremsættelse af et forslag fra 2014 og et sympatisk forslag. Men garantien for offentligt finansieret behandling bør gælde alle pårørende uanset alder og uanset, om man er barn, ægtefælle, søskende eller forældre til personen med alkoholproblemet.

Det er opslidende at elske et menneske, som er fanget i en afhængighed. Og efter gennemsnitligt 11 år er det de færreste, der selv har energien til at råbe op. Derfor håber vi, at Folketinget lytter til, at de pårørende skal have en stemme og rettigheder, der kan hjælpe dem ud på den anden side.