Ekspertens bud: 3 tiltag, der kan mindske salget af alkohol

Redaktionen bag artiklen har talt med en ekspert fra WHO om, hvad politikere kan gøre for at mindske salget af alkohol. Hun peger på tre områder, som politikere kan justere på: Tilgængelighed, markedsføring og priser.

WHO vurderer, at Danmark ligger nummer tre på listen over lande, hvor det er lettest for unge at købe alkohol. Ifølge Carina Ferreira-Borges, Programme Manager, Alcohol and Illicit Drugs, WHO Europa, er der særligt tre områder, som driver salget af alkohol: Tilgængelighed, markedsføring og pris.

Særligt tilgængeligheden – altså antallet af salgssteder og salgstimer bør begrænses. Desuden bør alderen for salg af alkohol og prisen på alkohol øges.
Carina Ferreira-Borges

#1: Gør alkohol mindre tilgængelig

Ja tak til 18-årsgrænse

I 2017 sendte Kræftens Bekæmpelse, Rådet for Sikker Trafik, WHO, Dansk Selskab for Folkesundhed, Børnerådet, Vidensråd for Forebyggelse, Lægeforeningen, Forbrugerrådet Tænk, PsykiatriFonden, SSP-Samrådet og Alkohol & Samfund en appel til Folketinget og Sundhedsministeren om at ændre lovgivningen til en 18-årsgrænse. Og både Kommunernes Landsforening og Danske Regioner anbefaler også en 18-års-grænse i deres seneste forebyggelsespolitiske udspil.  

WHO mener, at alkoholpolitiske tiltag mindsker tilgængeligheden og dermed salget af alkohol. Her peger Carina Ferreira-Borges på aldersgrænser for køb af alkohol.

Danmark er ét ud af syv lande i Europa, der endnu ikke har en samlet aldersgrænse på minimum 18 år for køb af alkohol. Ligeledes viser Alkohol & Samfunds Mystery-shopping undersøgelser, at unge under 16 og 18 år kunne gå ud med klirrende poser i 67 procent af de butikker, de besøgte i 2017 og 2018. Flere organisationer og eksperter mener, at Danmarks 16-/18-års-grænse gør det nemt for unge at købe alkohol. Derfor anbefaler de en 18-årsgrænse for køb af alkohol. Men da Alkohol & Samfund i 2018 spurgte politikerne på Christiansborg om de ville ændre loven, var svaret nej.

Unge shopper alkohol
Nyhed
Ny undersøgelse fra Alkohol & Samfund viser, at flertallet af befolkningen ønsker, at unge skal være 18 år for at købe alkohol - uanset styrke. Eksperter og organisationer bakker op. Men politikerne på Christiansborg vil ikke ændre loven.

#2: Lav stramme regler for markedsføring af alkohol

– Strenge restriktioner for markedsføring er vigtigt, fordi det fremmer forbruget især hos unge. Sammen med højere priser, er det et af de mest afgørende områder, siger Carina Ferreira-Borges.

I Danmark er enhver form for markedsføring af rusmidler og alkohol rettet mod børn og unge under 18 år i strid med markedsføringsloven. Men kontrollen af markedsføring er begrænset og Alkohol & Samfund afslører, at flere diskoteker ikke overholder markedsføringsloven. Udover manglende kontrol er loven også meget lempelig sammenlignet med vores nordiske naboer. I Norge og Island er der for eksempel totalt forbud mod at markedsføre alkohol overfor forbrugere på alle platforme og i Finland er det forbudt at reklamere for alkohol på de sociale medier.

#3: Sæt prisen for alkohol op

Prisen på alkohol er et tredje element i forebyggelsen, som kan reguleres. Jo lavere pris på alkohol, jo mere tilgængeligt er det – især for unge, siger Carina Ferreira Borges.

I Danmark kan du gå ned i supermarkedet og købe øl til en 5’er og på tilbud kan du få en flaske vodka til 60 kroner. Prisen på alkohol har ligget rimeligt stabil siden 2015 og det samme har salget, viser det sig, når man ser på forbrugerindeks og salgstal for alkohol fra Danmarks Statistik.

I andre lande har staten indført minimumspriser på en genstand med alkohol. Det vil sige en nedre grænse for, hvor billigt øl og spiritus må være i butikker og kiosker. Et eksempel er Skotland. Her indførte staten 1. maj 2018 minimumspriser, og den højere pris har allerede påvirket salget. Evalueringen fra NHS Health Scotland viser, at 2018 blev året, hvor skotterne købte mindre alkohol end de har gjort gennem de sidste 25 år. Lægeforeningen forsøgte i 2017 at få staten til at indføre en lignende lov i Danmark med henblik på at bekæmpe unges drukvaner. Forslaget blev afvist af daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby:
– Politikere skal ikke bestemme, hvad en øl eller en flaske spiritus skal koste, sagde hun til Berlingske den 17. november 2017.

Ekspertens bud: 3 tiltag, der kan mindske salget af alkohol
salg af alkohol