Arvelighed

Er alkoholafhængighed arveligt?

Vi arver gener fra vores forældre, som bestemmer vores øjen- og hårfarve. Men kan vi også arve afhængighed eller alkoholproblemer af vores forældre?

Alkoholafhængighed er en hjernesygdom. Årsagen er et højt, hyppigt og som regel langvarigt indtag af alkohol, som påvirker hjernen og blandt andet forandrer nogle af hjernens signalsystemer. Det er altså alkohol, som skaber selve afhængigheden.

Forskning viser dog, at nogle mennesker har større risiko for at udvikle alkoholafhængighed end andre. Eksempelvis har børn af forældre med alkoholproblemer større risiko end børn uden forældre med alkoholproblemer, også selvom de ikke er opvokset hos forældrene. Det skyldes blandt andet, at børn kan arve en tilbøjelighed til at drikke fra deres forældre. Det er dog langt fra alle børn af forældre med alkoholproblemer eller afhængighed af alkohol. Det afhænger også af andre ting for eksempel det sociale miljø, vi vokser op og lever i.

Den genetiske arv – en øget tilbøjelighed til at drikke alkohol

Vi arver gener fra vores biologiske forældre. Forskere har i mange år undersøgt, hvilke gener der gør os sårbare over for at udvikle alkoholproblemer. Der er fundet både enkelte gener og gener i samspil, som har betydning for, hvordan alkohol påvirker os.

Diskussionen om arv og miljø
  • Forskere er i dag enige om, at alkoholproblemer og afhængighed både skyldes genetisk arv og socialt miljø 
  • Cirka 50% af alkoholafhængighed skyldes genetik, ifølge forskere

Forskere har vist, at der hos mennesker med alkoholafhængighed er ændringer i hjernens signalsystemer som f.eks. belønningssystemet. Når vi spiser eller lytter til musik, som vi godt kan lide, udløser hjernen normalt en belønning – et hormon der hedder dopamin. Forskerne tror, at hjernen frigiver større mængder dopamin hos mennesker, som har gener, der gør dem sårbare for udvikling af alkoholproblemer eller afhængighed. Den større belønning gør mennesker med disse gener mere tilbøjelig til at drikke end mennesker uden gener, der gør dem sårbare for at udvikle alkoholafhængighed.

Den sociale arv – påvirker vores måde at drikke alkohol på

Som børn lærer vi af de omgivelser, vi vokser op i og tager vores erfaringer med ind ungdoms- og voksenlivet. Vi kan eksempelvis ’arve’ vores forældres alkoholforbrug ved at kopiere deres alkoholvaner. Forskere har vist, at højt alkoholforbrug hos forældre er forbundet med tidligere alkoholdebut og større alkoholforbrug hos deres børn i ungdomsårene.

Vores alkoholvaner bliver også påvirket af, hvem vi omgås og hvilken rolle alkohol har der. Nogle drikker eksempelvis sjældent eller aldrig, fordi de dyrker elitesport. Andre føler sig presset af venner til at drikke mere end, de ønsker.

Vores omgivelser kan derfor virke beskyttende eller belastende for udviklingen af alkoholproblemer eller afhængighed. Det gælder uanset om, vi er født med gener, som gør os sårbare for alkohol.

Du er mere end din genetiske og sociale arv

Selvom du er barn af en forælder med alkoholproblemer, så er det ikke ensbetydende med, at du udvikler alkoholproblemer. Uanset hvem vores forældre er, kan vi selv påvirke, hvilken betydning alkohol får i vores liv. Udvikling af alkoholproblemer sker nemlig i samspil mellem mange ting, heriblandt din genetiske bagage, din sociale arv og din psyke. Du kan eksempelvis opsøge sociale fællesskab uden alkohol og søge hjælp, hvis du synes alkohol fylder for meget i dit liv.

Har du spørgsmål eller er du bekymret for, om du udvikler alkoholproblemer?

Ring til Alkolinjen på tlf. 80 200 500 eller skriv en chatbesked her. På Alkolinjen sidder professionelle rådgivere klar til at svare på dine spørgsmål. Du kan være helt anonym og opkaldet er gratis.