Telefonrådgivning


Alkolinjen 80 200 500 – telefonrådgivning til drikkende og deres nærmeste

 

”Alkolinjen, det er Bjarne.”

Sådan lyder det, når telefonen ringer i Alkolinjens lille, lydtætte lokale, der ligger på toppen af en bygning i Københavns nordvestkvarter. Her sidder lederen af Alkolinjen Bjarne Elholm og en anden rådgiver alle hverdage mellem klokken 11 og 15. Når telefonen ringer, skal de være klar. Samtalen kan nemlig ændre livet for den, der ringer.

 

Alkolinjen 80 200 500 har siden januar 2016 været den eneste landsdækkende telefonrådgivning med professionelle rådgivere, hvor mennesker, der selv drikker for meget eller mennesker, som holder af en, der drikker for meget, kan ringe ind. Det har 2400 mennesker gjort indtil nu, og Bjarne Elholm er ikke i tvivl om hvorfor.

 

”Der er ikke så mange steder, hvor man kan tale om alkoholvaner og alkoholproblemer. Mange af de mennesker, der ringer ind til os, er meget i tvivl. Både om, hvorvidt de selv eller dem, de holder af, rent faktisk har et alkoholproblem og om, hvordan de skal håndtere det,” siger han.


Professionelle råd om alkoholproblemer
Alkolinjen 80 200 500 er rådgiverne professionelle rådgivere med en særlig uddannelse både inden for samtaleterapi. De hjælper både drikkende, pårørende og fagfolk, og det er mennesker fra hele landet og alle samfundslag, der ringer ind.

 

”Nogle har brug for at få testet deres egne alkoholvaner og måske få stillet de spørgsmål, der skal til for at erkende, at deres forbrug er problematisk. Andre er tæt på en, der drikker for meget og har brug for konkrete råd til, hvordan de kan tage en snak med ham eller hende. Men fælles for dem er, at de har brug for, at nogen lytter og kan give dem konkrete råd til, hvordan de kommer videre. Og det kan de ikke få det ret mange andre steder,” siger Bjarne Elholm.


Alle får hjælp
I Danmark har alle ret til gratis og anonym alkoholbehandling i deres kommune, men i gennemsnit går mennesker med et alkoholproblem i 9-12 år, før de kommer i behandling.

 

”Vi har i Danmark en meget liberal alkoholkultur, hvor vi drikker meget og ofte, og hvor alkoholproblemer er tabuiserede. Når vi ikke kender tegnene på afhængighed og skadeligt forbrug af alkohol, danner vi os et falsk billede af, at alkoholproblemer er forbeholdt manden på bænken. Og det hindrer mange i at gribe ind i tide,” siger Bjarne Elholm.

 

Derfor er han også glad for, at Alkolinjen ser ud til at udfylde netop det behov, der er for både erkendelse af, hvad et alkoholproblem er, og en hjælp til at få gjort noget ved det, før det får for store omkostninger for en selv eller ens nærmeste.

 

”Langt størstedelen af vores henvendelser ender med, at det menneske, der har ringet ind, har flyttet sig. Mange har erkendt et problem eller fået råd om, hvordan de kan hjælpe en, de holder af. Og de har alle fået helt konkrete anvisninger til, hvad deres næste skridt skal være, og hvor de kan få mere hjælp eller behandling,” siger Bjarne Elholm.

 

Alkolinjen 80 200 500

FAKTABOKS: Om Alkolinjen 80 200 500

  • Alkolinjen 80 200 500 er den eneste landsdækkende, professionelt bemandede telefonrådgivning til borgere med alkoholproblemer og deres pårørende.
  • Den drives i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Alkohol & Samfund.
  • Alkolinjen 80 200 500 er gratis og anonym og er åben alle hverdage fra klokken 11 - 15.
  • Som noget nyt i år har Alkolinjen også åbent i påskehelligdagene fra klokken 11 - 15.
  • Udenfor Alkolinjens åbningstid er der mulighed for at indtale sit telefonnummer, så man kan blive ringet op, når rådgiverne møder ind dagen efter. 
  • På Alkohol & Samfunds onlinerådgivning Hope.dk er der altid mulighed for at finde gode råd og skrive med andre i samme situation.

Følg os på Følg os på Facebook Følg os på Twitter Følg os på LinkedIn