Butikker i Gentofte sælger alkohol til 13-årige

22 ud af 30 butikker i Gentofte solgte ulovligt alkohol til unge, viser ny undersøgelse fra Alkohol & Samfund. Kommunen vil certificere lovlydige butikker. Initiativet roses af politiet, som har svært ved at håndhæve loven.

Projektleder Magnus Kielberg med det, de unge kunne købe ved mystery shopping i 30 butikker


Af Thomas Bjerg, journalist

 

En mandlig ekspedient i butikken anede tilsyneladende uråd, da to piger på 13 og 14 år i starten af juli satte fire Sommersby-dåser på disken.
– Har du noget id? spurgte han den 13-årige.
– Det har jeg glemt, sagde hun.
– Hvad så med din veninde? spurgte ekspedienten.
– Det har jeg også glemt, sagde den 14-årige.
I nogle få sekunder overvejede han situationen. Så trak han på skuldrene, mindede pigerne om at huske id næste gang og lod dem købe dåserne, der med en alkoholprocent på 4,5 svarer til en almindelig øl. Der-med medvirkede han til, at butikken overtrådte loven, der forbyder at sælge alkohol til unge under 16 år.


To ud af tre butikker sælger alkohol ulovligt
Det er tilsyneladende ret almindeligt for butikker og supermarkeder i Gentofte Kommune. Alkohol & Samfund fulgte som led i en såkaldt ”Mystery Shopping”-pilotundersøgelse unge under 16 år ud i 30 af kommunens butikker, og 22 af dem lod de unge gå ud med fyldte indkøbsposer.
– Episoden i butikken i Hellerup viser den tendens, vi også har set andre steder – nemlig, at butikspersonalet overtræder lovgivningen og sælger alkohol til unge, selvom de ikke kan fremvise id. Og det siger os, at der er et massivt behov for at stramme op på både butikspersonalets adfærd og på sanktionerne for overtrædelser, siger projektleder Magnus Kielberg fra Alkohol & Samfund.


Også ældre ekspedienter siger ja
Han understreger, at projektet indtil videre kun omfatter besøg i 30 butikker, men allerede nu vil han gerne aflive en myte om salg af alkohol til unge.
– Det har været en myte, at unge ekspedienter ikke tør sige nej til andre unge. Vi så også ældre ekspedienter, der ikke spurgte om id. Og i nogle butikker sagde unge ekspedienter nej, siger Magnus Kielberg.
Resultaterne viser også, at butikker, der meget tydeligt skilter med reglerne om id, er mindre tilbøjelige til at sælge til prøvekaninerne.
– Det siger os, at butikkerne faktisk kan rykke på området med små tiltag. Men det undrer os selvfølgelig, at ikke alle butikskæder har klar og synlig information både til deres kunder og deres personale om, at de skal spørge om id, hver gang nogen vil købe alkohol, siger Magnus Kielberg.
Pilotundersøgelsen er foregået i samarbejde med Gentofte Kommune, og Alkohol & Samfund vil udvikle konceptet, så alle kommuner også kan være med.
– Vi er ved at sætte en model op, som vi kan udbrede til hele landet. Vi vil trække på kommunernes netværk og sociale medier, når vi rekrutterer de unge, siger Magnus Kielberg, der også håber, at Mystery Shopping vil blive et fast, landsdækkende projekt, der kan hjælpe myndighederne med at håndhæve reglerne. I Schweiz har man indsamlet erfaringer med Mystery Shopping fra 2000 til 2010. De viser, at antallet af kontroller er omvendt proportional med antallet af registrerede ulovlige salg til mindreårige.


Vil tilbyde lovlydige butikker et klistermærke
I Gentofte Kommune vil SSP-samarbejdet bruge resultaterne i en kampagne overfor butikkerne i efteråret. Kommunen vil tilbyde at certificere butikkerne, hvis de forpligter sig til ikke at sælge alkohol til unge under 16 år.
– Vi vil tilbyde butikkerne et klistermærke, de kan sætte i vinduet, så forældre kan se, at de trygt kan lade deres børn handle der. Hvis vi hører, at butikkerne alligevel sælger alkohol, inddrager vi klistermærket, siger Sofie Christiansen, trivselskonsulent i SSP.
Hun forklarer, at det er vigtigt for Gentofte Kommune at få en fornemmelse af, hvor mange butikker der sælger alkohol til unge.
– Vi vil bruge resultaterne til at gå i dialog med butikkerne og få de lokale medier til at beskrive problematikken, siger Sofie Christiansen og forklarer, at kommunen har taget initiativ til kampagnen, fordi repræsentanter i SSP-samarbejdet og forældre har meldt tilbage, at 14-årige elever kan købe hård spiritus i kiosker.


Politiet: Certifikater virker
I Nordsjællands Politis forebyggelsesafdeling støtter politiassistent Martin Justesen idéen om at certificere butikker.
– Vi har tidligere brugt certificering, og det virkede. Mange butikker ville gerne hænge certifikatet i vinduet, og det forpligtede dem til at tjekke id hos de unge, siger Martin Justesen, der er SSP-ansvarlig for politiet i Lyngby-Taarbæk og Gentofte Kommuner.
Han forklarer også, at politiet har svært ved at håndhæve loven over for butikkerne.
– Vi skal nærmest stå ved siden af og se de unge købe alkohol. Vi kan ikke bare dele bøder ud, efter hvad vi hører. Vi skal kunne dokumentere, at butikkerne overtræder loven. Ellers kan vi henstille til butikkerne at tjekke id, siger Justesen, der forklarer, at han sjæl¬dent får anmeldelser om butikker, der ulovligt sælger alkohol.
– Vi får måske to anmeldelser om året. Det kan være en mor, der bliver vred over, en kiosk sælger vodka til hendes søn, der er 14 år, siger Martin Justesen.

 

Artiklen er bragt i Magasinet Rus, nr. 2, 2017


FAKTA
Sådan foregår mystery shopping-pilotundersøgelsen
• Alkohol & Samfund rekrutterer i samarbejde med kommunen unge under 16 år til at prøve at købe alkohol i butikker i Gentofte Kommune.
• Forældrene skal give tilladelse, og de unge får biografbilletter for at medvirke.
• Hvis ekspedienterne spørger til id, skal de unge svare, at de har glemt det. De må ikke lyve om deres alder.
• Undersøgelsen omfatter både supermarkeder, kiosker og tankstationer.
• Projektlederen er hele tiden i nærheden af de unge og kan gribe ind.

Følg os på Følg os på Facebook Følg os på Twitter Følg os på LinkedIn