Stop alkoholreklamer til børn

En ny online klageformular fra Alkohol & Samfund gør det let at klage over ulovlig alkoholreklame.

 

Flyers, plakater og annoncer på sociale medier fra diskoteker, barer og alkoholproducenter er hverdagskost for elever på gymnasier og ungdomsuddannelser. Men det er faktisk også en overtrædelse af markedsføringsloven, der fastslår, at der aldrig må indgå alkohol i markedsføring, som er rettet mod børn og unge.

 

Vi har i flere rapporter konstateret, at diskoteker langt fra overholder reglerne, når de annoncerer. I dag kan uddannelsesinstitutioner – og borgere i øvrigt – klage til Alkoholreklamenævnet, men det kan være besværligt både at gennemskue, hvilke reklamer, der overtræder reglerne og at indgive klagen. Derfor har Alkohol & Samfund oprettet en online-klageformular, der dels viser eksempler på ulovlig markedsføring og dels gør det nemt og enkelt at anmelde virksomheder.

 

Klageformularen udfyldes online, og når vi modtager klager, sender vi dem videre til Alkoholreklamenævnet, hvor vi også følger op på klagen. Får man medhold i sin klage hos Alkoholreklamenævnet, kan virksomheden ikke fortsætte markedsføringen.

 

Vi opfordrer både rektorer, lærere og elever til at benytte klageformularen. Hvis vi skal ulovlige alkoholreklamer til livs, er vi afhængige af, at dem, der ser den, anmelder den, sigerIna Johansen, projektmedarbejder for lovgivning og kultur i Alkohol & Samfund.


Markedsføring af alkohol skaber et massivt drikkepres på unge. Det pres er medvirkende til, at danske unge drikker alt for meget og alt for tidligt – og det har store konsekvenser. Her og nu giver det risiko for hjerneskader, ulykker, vold og usikker sex. Og senere i livet, er mennesker, der har drukket meget i deres ungdom langt større risiko for at udvikle alkoholafhængighed, siger Ina Johansen.

 

Følg os på Følg os på Facebook Følg os på Twitter Følg os på LinkedIn