Alkohol & Samfund overvåger alkoholreklamer til unge

Printervenlig version

 

Alkohol & Samfund arbejder for at beskytte børn og unge mod drikkepres fra ulovligt salg og ulovlige reklamer. Det gør vi på to måder:

 

Mystery shopping

 

Mange butikker bryder loven og sælger alkohol til unge under 16 år. I Alkohol & Samfunds såkaldte Mystery Shopper-undersøgelser landet over prøver unge under 16 år at købe alkohol i butikker for at se, om personalet sælger øl og spiritus, selvom de unge ikke kan fremvise dokumentation for deres alder. I 70 % af de 132 butikskontroller, Alkohol & Samfund foretog i 2017, solgte butikkerne alkohol til unge under aldersgrænserne. 

 

Læs mere om vores Mystery Shopper-undersøgelser her. 

 

Overvåger alkoholreklamer til unge


Ifølge markedsføringsloven er det ulovligt at reklamere for alkohol over for børn og unge under 18 år. Alligevel er annoncer på sociale medier med gode alkoholtilbud fra diskoteker, barer og alkoholproducenter hverdagskost for bl.a. gymnasieelever. Det har Alkohol & Samfund flere gange dokumenteret, senest i rapporten En gratis omgang fra 2017.

 

– Undersøgelserne viser, at det ikke er de unges egen idé at drikke sig fra sans og samling. Diskoteker og alkoholproducenter er med deres ulovlige markedsføring med til at skabe et massivt drikkepres på unge under 18 år, siger Peter Konow, direktør i Alkohol & Samfund.

 

I 2017 anmeldte Alkohol & Samfund 17 diskoteker til Forbrugerombudsmanden for at overtræde markedsføringsloven.

Det siger loven  

 

I Danmark reguleres alkoholforbruget af tre love:

 

Restaurationsloven 

Det er ulovligt at udskænke alkohol til berusede personer og unge under 18 år på barer, diskoteker og lignende.

Se restaurationsloven her. 

 

Lov om forbud af salg af alkohol 

Alkohol med en alkoholprocent på 1,2 eller derover må ikke sælges til personer under 16 år i butikker.

 

Alkoholholdige drikkevarer med en alkoholprocent på 16,5 og derover må ikke sælges til personer under 18 år fra butikker, hvor der foregår detailsalg.

Se Lov om forbud af salg af alkohol her.  
 

 

Markedsføringsloven 

Markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.

Se Markedsføringsloven her.  

Hvad gør Alkohol  & Samfund ?

Alkohol & Samfund arbejder for, at lovgivningen overholdes og gennemfører initiativer, der kan bane vej for en mindre våd alkoholkultur. Det gør vi ved at: 
 

  • udgive rapporter, der synliggør alkoholkulturen (16+ rapporten, Diskoteksrapporten, Gymnasierapporten)
  • arbejde med udbredelse af alkoholpolitikker på ungdomsuddannelser
  • rejse sager ved ulovlig markedsføring og udskænkning
  • tjekke om aldersgrænser for butikssalg af alkohol overholdes
 

 

 

 

Følg os på Følg os på Facebook Følg os på Twitter Følg os på LinkedIn